Alle følelser var i spil i går da jeg var i Legoland med mine to børn. Lige fra glæde og stolthed til frustration og angst.
Dagen startede fint vi hyggede i mange timer og havde det skønt og rart i hinandens selskab. Det var min datters første rigtig tur i Legoland, og hun synes det var vildt fedt.
Efter mange timers hygge, ville min søn se vandshowet igen, mens min datter ville prøve en forlystelse lige ved siden af. Jeg fortæller min søn at han ikke må gå nogen steder og jeg lige gå med min datter hen og ser om hun er stor nok til at prøve den. Imens har jeg er øje på min datter der er begyndt at gå hen mod forlystelsen. Når lige at se hende dreje rundt om et hjørne, inden jeg følger efter hende. Min søn beslutter at gå med.
Hjørnet var ikke langt væk, og da vi har gået de ca. 30 skridt derhen, kan jeg ikke lige få øje på min datter. Tager det roligt, og tænker hun måske har stillet sig hen i køen eller står og kigger på forlystelsen. Vi går hen til køen, der var hun ikke, vi går tilbage igen, måske vi havde overset hende. Men nej. Vi går tilbage til køen igen, og her deler vejen sig i to. Vi går lidt ned af begge men kan ikke se hende. Da vi har gået turen frem og tilbage en ti gange, går det op for mig at min datter er blevet væk, og panikken kommer over mig.
Heldigvis arbejder min mor i Legoland og jeg får ringet til hende og hun kommer med det sammen. Jeg fortæller hende hvor hun gik hen af og spørger hvor man ville aflevere “mistede” børn. (Kunne slet ikke tænke klart) min mor siger at det gør man i informationen. (Selvfølgelig) Min mor og søn skynder sig derop for at se om hun skulle være der.
Jeg vil prøve at gå videre rund og se om jeg kan finde hende.
Da jeg går og leder efter hende går det op for mig hvor mange stede man skal kigge. Jeg er jo nødt til at kigge i armene på alle, hvis nogen har taget hende op, om hun står et sted og kigger på en forlystelse eller har stillet sig i kø. Om hun sidder sammen med nogen. Skal jo kigge overalt. Jeg når helt ned til den anden ende af parken og har stadig ikke fundet hende.
Panikken og tankerne har nu tager ret meget over. Jeg tænker rigtig mange forfærdelige tanker. Hvad nu hvis nogen ser hende og tager hende med hjem. Hvad nu hvis hun er faldet i vandet et sted, hvad nu hvis hun går ind et sted hun ikke må og kommer til skade. Min største frygt var at nogen ville tage hende. Også fordi at min datter på ingen måder er bange for fremmede. Og ingen holder jo styr på om man har de rigtige børn med ud af parken. Blev nødt til hele tiden at forsikre mig selv om, at det jo var et sted for børnefamilier og ingen ville tage hende. MEN det gjorde ikke tankerne mindre skræmmende.
Da jeg er nået ned til enden og ikke har fundet hende, beslutter jeg at gå tilbage hvor vi blev væk fra hinanden. For hvert sekund der går og jeg ikke har fundet hende, og min mor stadig ikke har ringet og sagt at hun har fundet hende, bliver jeg mere og mere bange.
Da jeg kommer tilbage til udgangspunktet får jeg i folkemængden øje på min datter i armene på den sødeste svenske bedstemor. Jeg må have reageret meget på at se hende, for bedstemoderen var slet slet ikke tvivl om jeg var moderen.
Min datter græd ikke, men da jeg fik hende i armene så brød vi begge sammen. Gensynsglæden var stor. Jeg var SÅ lettet og glad. Skyndte mig at ringe til min mor, og fortælle at hun endelig var fundet.
Det var den længste og mest forfærdelige halve time i mit liv.
Min datter havde derimod været super god. Hun havde haft et armbånd på med navn og telefonnummer men den faldt hele tiden af, så havde skrevet hendes navn og telefonnummer på armene. Men da det var med kuglepen, var det ikke så tydeligt efter en hel dag i parken. Men min fire årige datter var gået hen til dem svenske familien og spurgt dem om de havde ser hendes mor, og hun havde vist dem armen med hendes navn og telefonnummer.
Da hun lige havde sundet sig, var hun min glade datter igen, og har ikke virket specielt præget af episoden, heldigvis.
Har du nogensinde prøvet noget lignende?
// Karina
