Min søn William der lige er blevet 9 år, har muligvis en diagnose. Det er egentlig kommet lidt ud af det blå. I dagplejen var der ingenting, og i børnehaven var der heller ingen ting. Men med det samme han kom i skole, startede alle problemerne. Så da skolen fortalte at de synes han skulle undersøges for om han havde en diagnose, kom det egentlig lidt bag på mig. Ikke fordi at ikke godt kan se at han har nogle problemer med sit temperament, og det sociale i skolen. Men når han her hjemme hos mig, har jeg bare ikke rigtig de store problemer med ham. Børnepsykologen har lige lavet en undersøgelse af ham, som vi skal have svaret på om en uges tid, og det vi skal have svar på er om hun mener at der kan være belæg for en diagnose og han skal videre til børnepsykiatrien og udredes.

Det som har undret mig mest i hele denne proces, er de blikke og medfølelse jeg får fra andre. Som om at de forventer at jeg snart begynder at græde. Men det gør jeg ikke. Jeg har nemlig INGEN problemer med at min søn mulighvis har en diagnose. William kunne have 14 diagnoser, og jeg ville være ligeglad. William er som han er, og jeg ELSKER ham for den han er. Hvis han har en diagnose, kommer jeg aldrig til at bruge det som en undskyldning for hans opførsel, men som en forklaring. Jeg kan nogen gange i mit stille sind, godt ønske mig at han har en diagnose, for så kan det være at nogen ikke ser ham som uopdragen, men at der faktisk er en grund til galskaben 🙂

Hvis det viser sig at han ingen diagnose har, kommer jeg virkelig på arbejde, for så må jeg jo have fejlet big time. Men så er det på med arbejds handskerne og få rettet op det de skader der nu måtte være 🙂

/ Karina